Den nederlandske klimaaftale

De sidste uger er klimaaftalen et meget diskuteret emne. For mange mennesker er det imidlertid uklart, hvad klimaftavlen nøjagtigt er, hvad denne aftale indebærer. Det hele startede med Paris-klimaaftalen. Dette er en aftale mellem næsten alle lande i verden om at stoppe klimaændringerne og for at begrænse den globale opvarmning. Denne aftale træder i kraft i 2020. For at nå målene fra Paris-klimaaftalen skal visse aftaler indgås i Holland. Disse aftaler registreres i en hollandsk klimaaftale. Hovedformålet med den hollandske klimaaftale er at udsende næsten halvtreds procent mindre drivhusgasser i Nederlandene i 2030, end vi udledte i 1990. Der vil blive lagt særlig vægt på at reducere CO2-emissionen. Forskellige parter er involveret i gennemførelsen af ​​klimaaftalen. Dette vedrører for eksempel regeringsorganer, fagforeninger og miljøorganisationer. Disse parter er fordelt på forskellige sektortabeller, nemlig elektricitet, urbaniseret miljø, industri, landbrug og arealanvendelse og mobilitet.

Den-hollandsk-Klima-aftale

For at nå de mål, der følger af Paris-klimaaftalen, skal der træffes visse foranstaltninger. Det er klart, at sådanne foranstaltninger medfører omkostninger. Princippet er, at overgangen til færre CO2-emissioner skal forblive gennemførlig og overkommelig for alle. Udgifterne skal fordeles på en rimelig måde for at opretholde støtten til de foranstaltninger, der skal træffes. Hver sektortabel har fået til opgave at spare et antal tons CO2. I sidste ende skulle dette føre til en national klimaaftale. På dette tidspunkt er der udarbejdet en foreløbig klimaaftale. Dog er ikke alle parter, der har været involveret i forhandlingerne, i øjeblikket villige til at underskrive denne aftale. Blandt andre en række miljøorganisationer og den nederlandske FNV er ikke enige i de aftaler, der er fastlagt i den midlertidige klimaaftale. Denne utilfredshed vedrører hovedsageligt forslagene fra sektorbranchen over industrien. Ifølge ovennævnte organisationer bør erhvervslivet tackle problemerne mere alvorligt, bestemt fordi industrisektoren er ansvarlig for en stor del af drivhusgasudledningen. I dette øjeblik konfronteres den almindelige borger mere med omkostningerne og konsekvenserne end industrien ville. De organisationer, der nægter at underskrive, er derfor ikke enige i de foreslåede foranstaltninger. Hvis den midlertidige aftale ikke ændres, lægger ikke alle organisationer deres underskrift på den endelige aftale. Desuden skal de foreslåede foranstaltninger fra den midlertidige klimaaftale stadig beregnes, og det hollandske senat og det hollandske repræsentantskab skal stadig blive enige om den foreslåede aftale. Det er derfor klart, at de langvarige forhandlinger om klimaaftalen endnu ikke har ført til et tilfredsstillende resultat, og at det stadig kan tage et stykke tid, før en klar klimaaftale er nået.

Del