Ægtefællebidrag (partneralimentatie)

Ægtefællebidrag er det bidrag, en tidligere ægtefælle betaler til den anden efter en skilsmisse, hvor denne ægtefælle ikke har tilstrækkelig egenindkomst og ikke med rimelighed kan forventes at tjene nok.

Retsgrundlag og varighed

Forpligtelsen følger af artikel 1:157 i den hollandske borgerlige lovbog. Varigheden blev væsentligt forkortet af ægtefællebidragsreformen, som gælder for skilsmisser indgivet den 1. januar 2020 eller senere. Hovedreglen er nu halvdelen af ægteskabets varighed, dog højst fem år.

Tre undtagelser forlænger denne periode. Hvis ægteskabet varede længere end femten år, og modtageren når folkepensionsalderen inden for ti år, løber underholdsbidraget indtil denne alder. Hvis ægteskabet varede længere end femten år, og modtageren er født den 1. januar 1970 eller tidligere, er maksimumsbeløbet ti år. Og hvis parterne har børn, der endnu ikke er fyldt tolv, løber underholdsbidraget indtil det yngste barn fylder tolv.

Sådan fastsættes beløbet

To tal afgør det: modtagerens behov, dvs. hvad der kræves for at opretholde en levestandard, der kan sammenlignes med den under ægteskabet, og som ikke kan dækkes af egen indkomst, og betalerens evne til at betale. Hvor både børn og en tidligere ægtefælle er involveret, har børnebidrag forrang: det beregnes først, og kun den resterende evne er til rådighed for ægtefællebidrag.

Beløbet indekseres årligt den 1. januar. Det ophører ved lov, hvis modtageren gifter sig igen, indgår et registreret partnerskab eller bor sammen med en ny partner, som om han var gift, og det sidste argument er ofte genstand for retstvister.

Hvor det går galt

Parterne aftaler regelmæssigt en klausul om ikke-ændringer uden at forstå dens virkning: den kan forhindre enhver justering, selvom betalerens indkomst falder. På den anden side indbyder en aftale, der ikke siger noget om varighed, til en diskussion år senere om, hvilken ordning der gælder.