Den nye ændring til den hollandske lov om kontrol med tilsynsmyndighederne

Den hollandske lov om tilsyn med trustkontorer

Den nye ændring til den hollandske lov om tilsyn med tillidskontorer og levering af bopæl plus

I de senere år er den hollandske tillidssektor blevet en meget reguleret sektor. Tillidskontorer i Holland er under streng kontrol. Årsagen hertil er, at regulatoren i sidste ende har forstået og indset, at tillidskontorer er i stor risiko for at blive involveret i hvidvaskning af penge eller drive forretning med falske parter. For at være i stand til at føre tilsyn med tillidskontorer og regulere sektoren trådte den hollandske tillidsovervågningsakt (Wtt) i kraft i 2004. På grundlag af denne lov skal trustkontorer opfylde flere krav for at kunne udføre deres aktiviteter. For nylig blev der vedtaget endnu et ændringsforslag til Wtt, der trådte i kraft den 1. januar 2019. Denne lovændring indebærer blandt andet, at definitionen af ​​udbyder af bopæl ifølge Wtt er blevet bredere. Som et resultat af denne ændring falder flere institutioner inden for rammerne af Wtt, hvilket kan have store konsekvenser for disse institutioner. I denne artikel vil det blive forklaret, hvad ændringen af ​​Wtt indebærer med hensyn til levering af bopæl, og hvad de praktiske konsekvenser af ændringen er inden for dette område.

Den nye ændring til den hollandske tillidslov om tillidsovervågning og levering af bopæl plus

1. Baggrunden for den hollandske tillidslov om tilsyn med kontorer

 Et trust office er en juridisk enhed, virksomhed eller fysisk person, der professionelt eller kommercielt leverer en eller flere trusttjenester, med eller uden andre juridiske enheder eller virksomheder. Som navnet på Wtt allerede angiver, er tillidskontorer underlagt tilsyn. Tilsynsmyndigheden er den hollandske centralbank. Uden tilladelse fra den hollandske centralbank har tillægskontorer ikke tilladelse til at operere fra et kontor i Holland. Wtt inkluderer blandt andet definitionen af ​​et tillidskontor og de krav, som tillidskontorer i Holland skal opfylde for at få en tilladelse. Wtt klassificerer fem kategorier af tillidstjenester. Organisationer, der leverer disse tjenester, defineres som et tillidskontor og kræver tilladelse i henhold til Wtt. Dette vedrører følgende tjenester:

  • at være direktør eller partner i en juridisk person eller virksomhed;
  • levering af en adresse eller en postadresse sammen med levering af yderligere tjenester (levering af bopæl plus);
  • at anvende et ledningsfirma til fordel for kunden;
  • salg eller mægling ved salg af juridiske enheder;
  • fungerer som en administrator

De hollandske myndigheder har haft forskellige grunde til at indføre Wtt. Forud for introduktionen af ​​Wtt var tillidssektoren ikke eller knap nok blevet kortlagt, især med hensyn til den store gruppe af mindre tillidskontorer. Ved at indføre tilsyn kunne der opnås et bedre overblik over tillidssektoren. Den anden grund til at indføre Wtt er, at internationale organisationer, såsom taskforce for finansiel handling, påpegede en øget risiko for tillidskontorer at blive involveret i blandt andet hvidvaskning af penge og skatteunddragelse. Ifølge disse organisationer var der en integritetsrisiko i tillidssektoren, der skulle gøres håndterbar ved hjælp af regulering og tilsyn. Disse internationale institutioner har også anbefalet tiltag, herunder know-your-customer-princippet, der fokuserer på uforgængelig forretningsdrift, og hvor tillidskontorer har brug for at vide med hvem de driver forretning. Hensigten er at forhindre, at forretning foregår med falske eller kriminelle parter. Den sidste grund til at indføre Wtt er, at selvreguleringen med hensyn til tillidskontorer i Holland ikke blev anset for at være tilstrækkelig. Ikke alle tillidskontorer var underlagt de samme regler, da ikke alle kontorer var samlet i en filial eller professionel organisation. Desuden manglede en tilsynsmyndighed, der kunne sikre håndhævelse af reglerne. [1] Wtt sørgede derefter for, at der blev oprettet en klar regulering vedrørende tillidskontorer, og at de ovennævnte problemer blev løst.

2. Definitionen af ​​levering af bopæl plus service

 Siden introduktionen af ​​Wtt i 2004 har der været regelmæssige ændringer af denne lov. Den 6. november 2018 vedtog det hollandske senat en ny ændring af Wtt. Med den nye hollandske trustkontroltilsynslov 2018 (Wtt 2018), der trådte i kraft den 1. januar 2019, er kravene, som tillidskontorer skal opfylde, blevet skærpet, og tilsynsmyndigheden har flere håndhævelsesmuligheder til rådighed. Denne ændring har blandt andet udvidet begrebet 'levering af domicil plus'. Under den gamle Wtt blev følgende tjeneste betragtet som en tillidstjeneste: levering af en adresse til en juridisk enhed i kombination med udførelsen af ​​yderligere tjenester. Dette kaldes også levering af bopæl plus.

For det første er det vigtigt at forstå, hvad præcis bestemmelsen af ​​bopæl indebærer. Ifølge Wtt er bestemmelsen om bopæl levering af en postadresse eller besøgende adresse ved ordre eller en juridisk enhed, virksomhed eller fysisk person, der ikke hører til den samme gruppe som udbyderen af ​​adressen. Hvis den enhed, der leverer adressen, udfører yderligere tjenester ud over denne bestemmelse, taler vi om levering af bopæl plus. Sammen betragtes disse aktiviteter som en tillidstjeneste ifølge Wtt. Følgende yderligere tjenester vedrørte den gamle Wtt:

  • rådgivning eller bistand i privatret med undtagelse af udførelse af modtagelsesaktiviteter;
  • at give skatterådgivning eller tage sig af selvangivelser og relaterede tjenester;
  • udførelse af aktiviteter i forbindelse med udarbejdelse, vurdering eller revision af årsregnskabet eller administrationen af ​​adfærd;
  • rekruttering af en direktør til en juridisk enhed eller virksomhed
  • andre yderligere aktiviteter, der er udpeget efter en generel administrativ rækkefølge.

Udbydelse af bopæl sammen med udførelsen af ​​en af ​​de ovenfor nævnte yderligere tjenester betragtes som en tillidstjeneste under den gamle Wtt. Organisationer, der leverer denne kombination af tjenester, skal have en tilladelse i henhold til Wtt.

Under Wtt 2018 er de ekstra tjenester blevet ændret lidt. Det vedrører nu følgende aktiviteter:

  • at yde juridisk rådgivning eller yde assistance, undtagen at udføre modtagelsesaktiviteter;
  • passe på skatteangivelser og relaterede tjenester;
  • udførelse af aktiviteter i forbindelse med udarbejdelse, vurdering eller revision af årsregnskabet eller administrationen af ​​adfærd;
  • rekruttering af en direktør til en juridisk enhed eller virksomhed
  • andre yderligere aktiviteter, der er udpeget efter en generel administrativ rækkefølge.

Det er tydeligt, at de ekstra tjenester under Wtt 2018 ikke afviger meget fra de yderligere tjenester under den gamle Wtt. Definitionen på at give rådgivning under det første punkt udvides lidt, og leveringen af ​​skatterådgivning tages ud af definitionen, men ellers vedrører det næsten de samme yderligere tjenester.

Ikke desto mindre, når Wtt 2018 sammenlignes med det gamle Wtt, kan der ses en stor ændring med hensyn til levering af bopæl plus. I henhold til artikel 3, stk. 4, litra b Wtt 2018, er det forbudt at udføre aktiviteter uden tilladelse på grundlag af denne lov, der er rettet mod både levering af en postadresse eller en besøgsadresse, jf. Afsnit b til definitionen af ​​tillidstjenester og ved udførelsen af ​​yderligere tjenester som omhandlet i den del til fordel for en og samme fysiske person, juridiske enhed eller virksomhed.[2]

Dette forbud opstod, fordi der ofte er levering af bopæl og udførelse af yderligere tjenester adskilt i praksis, hvilket betyder, at disse tjenester ikke udføres af den samme part. I stedet udfører en part for eksempel de ekstra tjenester og bringer derefter klienten i kontakt med en anden part, der leverer bopæl. Da udførelsen af ​​yderligere tjenester og levering af bopæl ikke udføres af den samme part, taler vi i princippet ikke om en tillidstjeneste ifølge den gamle Wtt. Ved at adskille disse tjenester kræves der heller ingen tilladelse i henhold til den gamle Wtt, og forpligtelsen til at få denne tilladelse undgås således. For at forhindre denne adskillelse af tillidstjenester i fremtiden er et forbud inkluderet i artikel 3, stk. 4, under b Wtt 2018.

3. Praktiske konsekvenser af forbuddet mod adskillelse af tillidstjenester

Ifølge den gamle Wtt falder aktiviteterne hos tjenesteudbydere, der adskiller udbydelsen af ​​bopæl og udførelsen af ​​yderligere aktiviteter, og har disse tjenester udført af forskellige parter, ikke inden for definitionen af ​​en tillidstjeneste. Med forbuddet fra artikel 3, stk. 4, litra b Wtt 2018, er det imidlertid også forbudt for parter, der adskiller tillidstjenester at udføre sådanne aktiviteter uden tilladelse. Dette indebærer, at parter, der ønsker at fortsætte med at udføre deres aktiviteter på denne måde, kræver en tilladelse og derfor også falder under tilsyn af den hollandske nationalbank.

Forbudet indebærer, at tjenesteudbydere leverer en tillidstjeneste i henhold til Wtt 2018, når de udfører aktiviteter, der er rettet mod både levering af bopæl og til udførelse af yderligere tjenester. En tjenesteudbyder må derfor ikke udføre yderligere tjenester og derefter bringe sin klient i kontakt med en anden part, der leverer bopæl, uden at have en tilladelse ifølge Wtt. Derudover er en tjenesteudbyder ikke tilladt at fungere som formidler ved at bringe en klient i kontakt med forskellige parter, der kan levere bopæl og udføre yderligere tjenester uden tilladelse.[3] Dette er endda tilfældet, når denne mellemmand ikke leverer bopæl selv eller udfører yderligere tjenester.

4. Henvisning af klienter til specifikke udbydere af bopæl

I praksis er der ofte parter, der udfører yderligere tjenester og derefter henviser klienten til en bestemt udbyder af bopæl. Til gengæld for denne henvisning betaler udbyderen af ​​bopæl ofte en provision til den part, der henviste klienten. Ifølge Wtt 2018 er det imidlertid ikke længere tilladt, at tjenesteudbydere samarbejder og bevidst adskiller deres tjenester for at undgå Wtt. Når en organisation udfører yderligere tjenester for klienter, er det ikke tilladt at henvise disse klienter til specifikke udbydere af bopæl. Dette indebærer nemlig, at der er et samarbejde mellem parter, der sigter mod at undgå Wtt. Når der modtages en provision for henvisninger, er det åbenlyst, at der er et samarbejde mellem parter, hvor tillidstjenester er adskilt.

Den relevante artikel fra Wtt taler om at udføre aktiviteter sigte på både at give en postadresse eller en besøgende adresse og til at udføre yderligere tjenester. Ændringsnotatet henviser til bringe klienten i kontakt med forskellige parter. [4] Wtt 2018 er en ny lov, så der er i øjeblikket ingen retlige afgørelser med hensyn til denne lov. Desuden diskuterer relevant litteratur kun de ændringer, som denne lov medfører. Dette betyder, at det i øjeblikket endnu ikke er klart, hvordan loven nøjagtigt vil fungere i praksis. Som et resultat ved vi ikke på nuværende tidspunkt, hvilke handlinger der nøjagtigt falder inden for definitionerne af 'rettet mod' og 'at bringe i kontakt med'. Det er derfor i øjeblikket ikke muligt at sige, hvilke handlinger der falder nøjagtigt under forbuddet i artikel 3, stk. 4, under b Wtt 2018. Det er dog sikkert, at dette er en glidende skala. Henvisningen til specifikke udbydere af hjemsted og modtagelse af en provision for disse henvisninger betragtes som at bringe klienter i kontakt med en udbyder af hjemsted. Anbefalingen af ​​specifikke udbydere af bopæl, som man har gode erfaringer med, udgør en risiko, skønt kunden i princippet ikke direkte henvises til en udbyder af bopæl. I dette tilfælde nævnes der imidlertid en bestemt udbyder af hjemsted, som klienten kan kontakte. Der er en god chance for, at dette ses som 'at bringe klienten i kontakt' med en udbyder af hjemsted. Når alt kommer til alt, behøver klienten i dette tilfælde ikke at gøre noget for at finde en udbyder af hjemsted. Det er stadig spørgsmålet, om vi taler om 'at bringe klienten i kontakt med', når en klient henvises til en udfyldt Google-søgeside. Dette er fordi der ikke anbefales nogen specifik udbyder af domicil, men institutionen giver navne på udbydere af domicil til klienten. For at afklare, hvilke handlinger der nøjagtigt falder inden for forbuddets anvendelsesområde, skal lovbestemmelsen videreudvikles i retspraksis.

5. konklusion

Det er klart, at Wtt 2018 kan have store konsekvenser for parter, der udfører yderligere tjenester og samtidig henvise deres klienter til en anden part, der kan levere bopæl. Under den gamle Wtt faldt disse institutioner ikke inden for rammerne af Wtt og krævede derfor ikke en tilladelse ifølge Wtt. Da Wtt 2018 er trådt i kraft, er der imidlertid et forbud mod den såkaldte adskillelse af tillidstjenester. Fra nu af falder institutioner, der udfører aktiviteter, der fokuserer både på levering af bopæl og på udførelse af yderligere tjenester, inden for rammerne af Wtt og har brug for at få en tilladelse i henhold til denne lov. I praksis er der mange organisationer, der udfører yderligere tjenester og derefter henviser deres klienter til en udbyder af bopæl. For hver klient, de henviser, modtager de en provision fra udbyderen af ​​bopæl. Men siden Wtt 2018 trådte i kraft, er det ikke længere tilladt for tjenesteudbydere at samarbejde og bevidst adskille tjenesterne for at undgå Wtt. Organisationer, der arbejder på dette grundlag, bør derfor tage et kritisk kig på deres aktiviteter. Disse organisationer har to muligheder: De tilpasser deres aktiviteter, eller de falder inden for rammerne af Wtt og kræver derfor en tilladelse og er underlagt tilsyn med den hollandske centralbank.

Kontakt

Hvis du har spørgsmål eller kommentarer efter at have læst denne artikel, er du velkommen til at kontakte mr. Maxim Hodak, advokat hos Law & More via maxim.hodak@lawandmore.nl, eller mr. Tom Meevis, advokat ved Law & More via tom.meevis@lawandmore.nl, eller ring på +31 (0)40-3690680.

 

[1] K. Frielink, Toezicht Trustkantoren i Nederland, Deventer: Wolters Kluwer Nederland 2004.

[2] Kamerstykker II 2017/18, 34 910, 7 (Nota van Wijziging).

[3] Kamerstykker II 2017/18, 34 910, 7 (Nota van Wijziging).

[4] Kamerstykker II 2017/18, 34 910, 7 (Nota van Wijziging).

Law & More